Hvem vil dø for Grønland

Det er det, man kalder et godt spørgsmål. Spørger man Naalakkersuisut, er det klare svar, "Ikke os". Skal man forsvare sit land, er man nødt til at acceptere, at det kan koste liv, soldaters liv. Sådan er den barske virkelighed, når vi taler sikkerhed og forsvar. Det officielle Grønland har jo tydeligt sagt, at det må klares i samarbejde med andre. Amerikanere og danskere forstås

Mandag d. 11. september 2023
Poul Linnet
Emnekreds: Grønlands historie, Krig.

Fregatten Niels Juul

Det er det, man kalder et godt spørgsmål. Spørger man Naalakkersuisut, er det klare svar, "Ikke os". Skal man forsvare sit land, er man nødt til at acceptere, at det kan koste liv, soldaters liv. Sådan er den barske virkelighed, når vi taler sikkerhed og forsvar. Det officielle Grønland har jo tydeligt sagt, at det må klares i samarbejde med andre. Amerikanere og danskere forstås. Nu forventer ingen, at Grønland kan forsvare sig mod et større fremmed land. Men man kunne jo vise lidt god vilje, og gøre det, man trods alt kan. Og der er, og har været, mange grønlændere i forsvaret, men det er uden den store offentlige opbakning. Nu vil mange mene, det blot er teori, som aldrig bliver virkelighed. Historien viser imidlertid noget andet. Det har kostet store ofre, at holde Grønland forsynet med nødvendige varer, når der var krig. Og prisen er næsten udelukkende betalt af søfolkene. Under Napoleons krigene, for mere end 200 år siden, blev adskillige grønlandsskibe opbragt af englænderne, og søfolkene fængslet i årevis i "Prisonen", som man kaldte de gamle krigsskibe, som fungerede som fængsler. Under Første Verdenskrig, var der også ofre. Jeg har selv, som barn, hørt gamle kaptajn Ibsen fortælle om forliset af Kryolit Selskabets skib "Ivigtut". Det blev sænket i Nordsøen af en tysk ubåd, men besætningen blev reddet af en svensk fiskekutter. Under 2 Verdenskrig kostede det hundredvis af søfolks liv, at holde Grønland forsynet, og at det overhovedet lod sig gøre, skyldtes at amerikanerne havde en interesse i det. Og så hjalp det også lidt, at de kunne overtage 40 danske skibe, som lå i amerikanske havne, da Danmark blev besat 9 april 1940. Amerika, England, Danmark, Norge, Island, Færøerne og mange andre, mindes jævnligt søfolkene som døde i Verdenskrigen. Men Grønland har for længst glemt dem ! De er nærmest skrevet ud af historien. Der var også 4 unge grønlandske søfolk, men de er såmænd også glemt. De var med dampskibet "Hans Egede", som blev torpederet af en tysk ubåd i 1942. Man kan finde deres navne på mindesmærket for "Hans Egede", ved Hans Egedes kirke her i Nuuk. Søfolkene som sejlede på Grønland, var en broget skare, af mange nationaliteter. Søfolk og søfart har alle dage været en global affære. De sejlede for øvrigt ikke kun på Grønland, men alle mulige andre steder også. Og de gjorde det naturligvis ikke for Grønlands skyld alene. Eller for noget andet land, for den sags skyld. Mange havde ikke noget valg. Alternativet kunne være internering i et fremmed land, eller fængsel, eller tvangsudskrivning til de væbnede styrker. Og så var det jo deres erhverv. De ville bare have krigen overstået, så man kunne sejle, og passe sit arbejde, uden at blive skudt på, og så komme hjem til familien. Den engelske digter Tennyson, beskrev , for 180 år siden, hvordan det føles at deltage i en meningsløs krig , langt hjemmefra. Det gøres ikke bedre i dag. Theirs not to reason why, theirs but to do and die! Med venlig hilsen Povl Linnet